Kontakt

Egedal Gymnasium & HF
Gymnasievej 1
3660 Stenløse

Tlf: 4718 3300
Fax: 4710 7041

E-mail:   

Post@egedalgym.dk
EAN-nr:
CVR-nr:
5798 000 558 229
29 55 40 21
Højt hår mod snævre normer
af Jacob Larsen JL@egedal-gym.dk

Musicalen Hairspray er årets dramatiske satsning på Egedal Gymnasium og HF. Den bruger musik og dans i kampen for lige muligheder for den overvægtige pige og den farvede dreng. Showet blev opført over tre aftner i februar. Deltagerne drømmer allerede om mere.


Hairspray_Montage_1_700

Gylden jakke og poleret attitude. I tv’s ungdom i 1962 er Corny Collins veloplagt studievært på et populært danseshow. Hans største fan er den plumpe teenager Tracy Turnblad. Med højt hår og gåpåmod drømmer hun om succes på skærmen. En nyklassisk kamp på de rette moves synes under opsejling. I musicalen Hairspray tvistes den velkendte historie dog med samfundskritiske temaer om kropsidealer og hudfarve.

I et halvt år har en række elever og lærere på Egedal gymnasium & HF arbejdet intenst på at omsætte filmen Hairspray fra 2007 til en musical. Den 7. februar kan den lokale version af Corny Collins endelig blænde op for live underholdning, der får pigerne til at dåne og fyrene op på det yderste af danseskoenes tåspidser.

2_Hairspray

Kreativ på overtid

Man kommer naturligvis ikke skønhedssovende til et tv-show af Corny Collins kaliber. En række elever og lærere har gennem de sidste seks måneder brugt både eftermiddage, aftner og weekender på projektet. Det stiller store krav til deltagerne.

”Der er selvfølgelig udfordringer. Måske skal en elev på glatbane midt i prøverne. En andens moster har fødselsdag. Men på trods af, at jeg dirigerer med dem, så griner de og synes, det er herligt at bruge sig selv. Og de tager ansvar. De har selv lavet koreografien, og de har også lavet hjemmesiden til salg af billetter. De tager faktisk et ’voksenansvar’, som andre lærere måske ikke altid ser i timerne,” siger Maiken Lund Harbøll, der koordinerer projektet og til daglig blandt andet underviser i drama.

”Personligt betyder det noget for mig, at man kan lave et produkt med eleverne, de er stolte af, og som rent faktisk har kvalitet. Og at se en forsigtig elev, der folder sig ud og ’ejer verden’ til sidst, er fantastisk,” tilføjer hun.

Drama giver nye venner
De deltagende elever vil også gerne vise et flot resultat for publikum. Men forløbet handler om langt mere end musik, dans og et usædvanlig lækkert hår. ”Det er sjovt at udvikle et færdigt produkt, som ens kammerater kan se. Jeg har kun set musicalen de sidste to år, men jeg har oplevet, at deltagerne har haft det sjovt. Det vil jeg gerne være en del af. Og nu er det så sidste chance for mig,” siger Mads Madsen, der går i 3x og bliver student om få måneder.

Amanda Lopdrup Hansen fra 1t er omvendt ny på gymnasiet. For hende er de sociale sider forløbet også centrale: ”Jeg vil gerne møde nye mennesker, jeg holder af drama, skuespil og dans. Musicalen opfylder det hele,” forklarer hun. Nadia Wührnfeldt Hansen fra 2u følger op: ”Jeg var med sidste år og lærte mange nye mennesker at kende. Det var rart at mødes på tværs af årgangene. Det sociale er det vigtigste. Så jeg er med igen!”

Bedre end tv
Når man har brugt utallige overarbejdstimer på musicalen, kan det være svært at holde op. Den mandlige hovedperson, Link Larkin, der får damerne til at dåne, er nostalgisk på forhånd. ”Selvom der er mange op og nedture, bliver man ikke sur på hinanden. Vi griner hele tiden. Jeg glæder mig ikke til bare at skulle hjem og lave lektier, lave ingenting eller kværne tv,” siger Link alias Christian Iversen fra 2u.

Han og de fleste andre deltagere får heldigvis chancen igen til næste år.




Webdesign af Presentia